Chili Con Carne

Her kommer min version 1 af Chili Con Carne. Der er lagt vægt på gode råvarer, og god tid til at kredse om maden.
Angående Chili, har jeg anvendt lidt forskelligt. Der er 1 habanero, som vi kender for dens styrke, men også for dens lækre frugt agtige smag. Helt klart en af mine ynglings chili'er. En enkelt ting jeg lige vil sige med det samme - lad være med at købe chili i supermarkedet. Jeg ved ikke hvad de gør ved dem, men dem jeg har købt i supermarkeder, er stort set uden smag og styrke. Køb hos den lokale grønthandler, eller f.eks. i torvehallerne. Hvis nogen kender en rigtig god supplier af frisk chili, så lad mig endelig høre! :)

Nå, til opskriften!

Start 8 timer før, med at sætte bønnerne i blød. Når de er blødt op, skal de koge i ca, 40 minutter. De skal ikke koge meget over den tid, da de ikke må blive alt for bløde.

Skær oksebov'en i tern, skær løg og peberfrugter i tern. Hvidløg skæres ud i små tern, så små som muligt, og tomaterne skæres også i tern. Jeg synes personligt det er rart at skære tingene ud på en gang, så de er klar. Chilierne skæres også ud. 1/3 del skæres i ringe, resten hakkes fint.

Smid smør på en pande, eller en tykbundet gryde, nok smør til at stege kødet i det. Rist så den 1/3 del af dine friske chili i ringe i smørret, og tag chilierne fra igen når de er ristet godt. Du kan evt. hakke dem og bruge dem senere i retten.
Nu skal oksekødet i tern brunes. Sørg for at der er god varme på, du kan evt. brude det af 2-3 gange. Det er meget vigtigt at det ikke smider alt væsken ud, så det bliver kogt. Imens det bruner, stænkes det med lidt worcestershire sauce. Når alt kødet er brunet, tages det fra og ligges til side. Jeg bruger en trykkoger, så jeg smed kødet op i den. 

Nu skal løg, hvidløg og chili brunes. Når det er brunet, tilsætter du det hakkede oksekød, og bruner videre. Til sidst tilsætter du peberfrugterne, tomatpure og kødet i tern. Det hele hældes over i trykkogeren, der kan evt. tilsættes lidt vand så det ikke er for tykt. Låg på, og bring det så under tryk. Når der er tryk på, sætter du uret på en time. Efter den time er gået, skal du slukke for blusset, og lade trykket falde af sig selv.

Når du kan åbne tryk kogeren, tager du låget af, og tænder for varmen igen. Så tilsætter du bønnerne, og smager til med salt og peber. Din Chili Con Carne serveres med ris og/eller en god salat til. Eller bare som den er! Creme fraise som tilbehør, og eventuelt en god skefuld af Unold's Chili den passer faktisk exceptionelt godt til denne ret..

Velbekomme! :)

 

 

Del ➘

Ingredienser

4-5 stk frisk chili
500 gram hakket oksekød
800 gram oksebov
2 store løg
5 fed hvidløg
2 peberfrugter
10 cherry tomater
Creme fraise
Koriander
Spidskommen
½ stjerne anis
Worcestershire sauce
1 liter tomatpure, den let tynde italienske - ikke den på konserves.